Overblik
Pluginet Møder tager noter for dig og gemmer personligt tilpassede opsummeringer med opfølgningsopgaver i ChatGPT-rum. Du kan derefter bruge noterne og følge op på dem i ChatGPT.
Møder er tilgængeligt som et plugin i ChatGPT-skrivebordsappen til macOS. Brug Møder til onlinesamtaler eller samtaler ansigt til ansigt, uden at en bot deltager i samtalen.
Tilgængelighed
Hvem kan bruge Møder?
Møder er tilgængeligt i beta i ChatGPT-skrivebordsappen til macOS med alle Pro- og Business-abonnementer. Understøttelse af iOS, Android og Windows kommer snart.
Er Møder tilgængeligt for ChatGPT Enterprise?
Møder er endnu ikke generelt tilgængeligt for ChatGPT Enterprise. Vi tester det med en begrænset gruppe Enterprise-kunder i et alfaprogram. Kontakt din kundeansvarlige for at høre om muligheden for at deltage i alfaprogrammet.
Kom i gang
Hvordan konfigurerer jeg Møder?
Åbn ChatGPT-skrivebordsappen på din Mac.
Åbn Plugins i sidepanelet.
Find Møder, og installer det.
Åbn Møder i sidepanelet, og følg introduktionen.
Giv adgang til din mikrofon og systemlyden, når du bliver bedt om det.
Skal jeg tilknytte min kalender?
Nej. Du kan starte notetagningen manuelt uden at tilknytte en kalender. Hvis du vil modtage mødepåmindelser og se kommende møder, skal du tilknytte din kalender via pluginet Google Kalender eller Outlook Kalender.
Tag mødenoter
Hvad skal jeg gøre, før jeg begynder at tage noter?
Fortæl alle mødedeltagere, at du vil tage noter fra mødet, og få alles samtykke, før du starter. Påmindelsen om samtykke i din app vises for dig. Den giver ikke de andre deltagere besked og indhenter ikke deres samtykke for dig.
Hvordan tager jeg noter til et møde?
Åbn Møder i ChatGPT-appen.
Klik på Tag noter for at begynde at tage noter fra mødet. Sørg for, at alle deltagere har givet samtykke, før du starter.
Tilføj dine egne noter på mødesiden for at fastholde personlige tanker, spørgsmål eller ekstra kontekst.
Stop notetagningen, når du er færdig.
Møder bruger transskriptionen, dine noter og relevant kontekst fra tilknyttede apps, som du har givet adgang til, til at tilføje en personligt tilpasset opsummering og foreslåede opfølgningsopgaver på samme side. Dine egne noter bevares sammen med dem.
Du kan dele siden med andre eller gennemgå de foreslåede opfølgningsopgaver og sætte ChatGPT i gang med dem.
Arbejd med mødenoter
Hvor finder jeg mine noter?
Du finder dine mødenoter ved at gå til Møder i sidepanelet eller åbne siderne med dem i ChatGPT-rum. Kontrollér vigtige oplysninger, før du baserer dig på noterne eller deler dem.
Du kan også stille ChatGPT et spørgsmål om mødet. For eksempel:
»Hvad blev der talt om på vores teammøde i dag?«
»Hvornår aftalte jeg på vores seneste møde at planlægge opfølgningen med John?«
Hvordan tilpasser Møder mine noter og foreslår opfølgningsopgaver?
Møder bruger ChatGPT Work og relevant kontekst fra dine tilknyttede apps til at supplere dine mødeopsummeringer og foreslå opfølgningsopgaver, f.eks. at skrive et mailudkast eller opdatere en projektplan.
På din mødeside kan du gennemgå og redigere hver foreslået opgave og derefter sætte ChatGPT i gang med den med ét klik.
Privatliv og data
Hvem kan se mine mødenoter?
Sider, der oprettes til dine mødenoter, er som standard private. Du vælger selv, om du vil dele dem. Når du deler en mødeside, får de personer, du deler den med, adgang til noterne, men ikke til transskriptionen.
Hvordan behandles min lyd?
Møder bruger mikrofon- og systemlyd fra din Mac og streamer den til OpenAI for at generere mødenoter. Når dine noter er klar, slettes lyden fra din Mac og OpenAI's servere og kan ikke afspilles igen.
Hvis du er offline, eller behandlingen ikke er færdig, kan lyden blive liggende midlertidigt på din Mac, indtil den er uploadet og færdigbehandlet.
Fejlfinding
Hvorfor kan jeg ikke finde eller bruge Møder?
Kontrollér følgende:
Du bruger ChatGPT-skrivebordsappen på macOS.
Du er logget ind på en konto og et arbejdsområde med et abonnement, der giver adgang.
Du har installeret Møder fra Plugins.
Hvis du har et Business-abonnement, er ChatGPT-rum og pluginet Møder aktiveret for dit arbejdsområde. Hvis en af dem er deaktiveret, skal du kontakte administratoren for dit arbejdsområde.
Møder er adskilt fra funktionen Optag i den ældre ChatGPT-skrivebordsapp.
Hvorfor mangler en del af samtalen i min transskription?
Møder skal have adgang til både din mikrofon og systemlyden:
Mikrofon: opfanger din stemme og andre, der taler i nærheden af din Mac.
Systemlyd: opfanger lyd, der afspilles på din Mac, herunder andre deltagere i et onlinemøde.
Kontrollér, at begge tilladelser er aktiveret. Hvis din stemme mangler, skal du også kontrollere, at den mikrofon, du vil bruge, er tilsluttet og fungerer.
Hvordan fungerer mødepåmindelser og automatisk stop?
Møder kan minde dig om at starte eller stoppe notetagningen:
Kommende møder: Hvis du har tilknyttet din kalender og aktiveret mødepåmindelser, får du påmindelser om kommende møder.
Registrerede møder: Møder kan registrere, når du er i en samtale, og tilbyde at tage noter, selvom mødet ikke er i din kalender.
Påmindelser om at stoppe: Hvis der ikke registreres lyd i nogle minutter, minder Møder dig om at stoppe notetagningen, hvis dit møde er slut.
Møder stopper også automatisk notetagningen, når du lukker låget på din bærbare computer, når der ikke registreres lyd i længere tid, eller når en session når op på fire timer. Du kan til enhver tid stoppe notetagningen manuelt.
Hvorfor får jeg ikke mødepåmindelser?
Kontrollér, at du har tilknyttet din kalender, og at mødepåmindelser er aktiveret i dine indstillinger. Du kan altid åbne Møder og starte notetagningen manuelt.
Hvorfor er mine noter ikke klar endnu?
Møder opretter noter, når din lyd er uploadet og færdigbehandlet. Det kan tage nogle minutter, efter at du har stoppet notetagningen.
Hvis din Mac var offline under mødet, skal du kontrollere din internetforbindelse, så lyden kan uploades. Lyden kan blive liggende på din Mac, indtil den er uploadet og færdigbehandlet.
