Når man arbejder med prompt engineering og giver prompts til store sprogmodeller, er det vigtigt at huske på, hvordan disse modeller fungerer. De trænes på enorme tekstkorpora, som rummer mange eksempler på, hvordan mennesker kommunikerer skriftligt. Derfor fungerer modellerne ofte bedst, når du kommunikerer med dem, som om du sendte en anmodning til et andet menneske.
Hvis du fx siger »Løs denne opgave for mig«, men ikke giver personen tilstrækkelig kontekst eller nok detaljer, ender vedkommende sandsynligvis ikke med at gøre det, du ønsker. Men hvis du giver meget detaljerede instruktioner på en klar måde, øges chancen for et godt resultat. Dette eksempel fremhæver de vigtigste principper inden for prompt engineering.
Her er nogle centrale metoder, der kan hjælpe dig med at skrive bedre prompts:
Skriv klare og præcise prompts For at få de bedste resultater fra ChatGPT skal du altid beskrive opgaven tydeligt, give den nødvendige kontekst og angive den ønskede tone og stil. Vær præcis om, hvad du ønsker – uanset om det er et resumé af markedsføringstendenser eller et udkast til en formel e-mail. Klare og detaljerede prompts hjælper ChatGPT med hurtigere at forstå dine mål og give mere relevante og præcise svar.
Tilpas omfanget, og prioritér dine anmodninger Hvis opgaven er kompleks, bør du opdele den i mindre, fokuserede prompts for at få bedre resultater. Angiv fokusområder, fremhæv vigtige aspekter osv. Bed om nødvendigt ChatGPT om at præsentere flere muligheder, så resultatet passer bedre til dine behov.
Arbejd trinvist Det kan give bedre resultater at opdele komplekse arbejdsgange med flere opgaver i separate, opfølgende prompts. Betragt arbejdet med prompts som en samtale: Tilpas dine anmodninger ud fra de første svar, og bliv ved med at eksperimentere. Efterhånden som ChatGPT bliver mere intuitiv, kan du i højere grad bruge et naturligt, målorienteret sprog og fokusere mindre på den perfekte formulering – koncentrér dig om dine mål, og lad AI hjælpe dig med at nå dem.
Hvis du vil se eksempler på prompts, kan du også besøge vores side med eksempler på prompts. Vi har også udarbejdet en officiel OpenAI-guide til prompt engineering, som gennemgår mere konkrete strategier i detaljer.
Til sidst opfordrer vi dig til at besøge vores communityforum, hvor du kan stille spørgsmål, dele tips og komme i kontakt med andre, der interesserer sig for at give prompts til OpenAI-modeller.
